Kort &
Billetter

Big Joe

Verdens bedst bevarede eksemplar af dræber-dinosauren Allosaurus er flyttet ind. Den gigantiske Allosaurus dominerede Jorden i mere end 10 millioner år, hvor den ikke alene dræbte et hvert bytte, den kom i nærheden af. Den holdte ligefrem bestanden af Tyrannosaurid-familien så lille, at de aldrig fik en chance imod den enorme dræber.

Ultimativ rovdinosaur

Vi er 155 millioner år tilbage i tiden på en nordamerikansk flodslette. Et muskelbundt på halvandet ton står helt stille på sine to kraftige ben, mens den skuer omkring sig. Den er helt alene. Et øjeblik åbner den gabet og blotter sine tætsiddende og knivskarpe tænder, som alt for længe har måtte undvære frisk kød. Den vifter lidt med armene og hugger ud i luften med de dødbringende kløer, som om den sætter et sidste angreb ind. Så humper den ensomme dinosaur langsomt ud i den lavvandede flod.

Sådan starter historien om Big Joes sidste timer. I dag, ca. 155 mio. år senere, står juratidens bedst bevarede Allosaurus-skelet Big Joe stadig mere end 95% bevaret! Allosaurus var top-rovdyret for sin tid, ligesom permdyret, Dimetrodon, som også kan opleves i parken  var det 100 mio. år tidligere. Og som T-Rex blev 90 mio. år senere.

Hårdt liv for en hård negl

Big Joe klækker ud af sit æg i en frodig, forhistorisk skov fyldt med bregner og kæmpestore nåletræer. En frø kvækker i nærheden, da Joe rejser sig fra reden og møder en ubarmhjertig verden, som tvinger den til at træne hårdt på sine løbe- og angrebsevner. Joe vokser i de følgende år massivt og får trænet sine jagtfærdigheder. Snart har den udviklet sig til en muskuløs, 9 meter lang, flænsende dræber i toppen af fødekæden.

De nederste knogler i Big Joe’s højre ben får så voldsomme skader, at de vokser sammen, og nærmest bliver til en klump af knogler. Skaderne får den formentlig i blodig kamp mod en rovdinosaur eller i jagten efter en Stegosaurus. Men Big Joe lever videre i mange år på trods af sine voldsomme skader. Det kan man stadig se på knoglerne, som er udstillet i Knuthenborg i dag.

Ikke mæt – men mæt af dage

De kraftige knogler føles alt for tunge på den sidste dag i Big Joes liv. Den synker pludselig ned i det bløde sand og er ved at miste balancen. Tror et øjeblik, at den klarer det, men får ikke flyttet højre ben hurtigt nok, og øjeblikket efter ligger den ni meter lange Allosaurus udstrakt på en lille sandbanke. Dyret forsøger at rejse sig, men må give fortabt og drejer i stedet hovedet bagud for ligesom en sidste gang at se sin egen hale. Så udånder den. Træt – ikke mæt – men mæt af dage.

Nogle timer senere svulmer floden op og dækker langsomt dinosaurliget til med fint sand. Liget kommer først til syne igen, da professionelle dinosaurjægere i 2015 undersøger nogle klipper i Wyoming i USA. Her gør de store øjne, da de banker en kæmpe sandstensflage fri og ser skelettet af Juratidens hersker – rovdinosauren Allosaurus – som ligger fuldstændig som dengang, den drog sit sidste åndedrag.

I dag står Big Joe, verdens bedst bevarede eksemplar af dræber-dinosauren Allosaurus midt i Knuthenborg.

Læs mere om det sensationelle dinosaurfund og forskningen af skelettet her.