Edaphosaurus boanerges
Et liv i skyggen af sin kødædende lillebror, Dimetrodon
Edaphosaurus står tit i skyggen af sin kødædende lillebror Dimetrodon. De var begge såkaldt ’pattedyrs reptiler’ hvilket man kalder den gruppe af permdyr hvorfra de første pattedyr udvikledes senere hen (altså vores forfædre). Den planteædende Edaphosaurus har lignet meget Dimetrodon men været en anelse større. Med sin lange firbenede krop har Edaphosaurus spadseret rundt på landjorden i den allertidligste permtid.
Denne art af Edaphosaurus, nemlig boanerges, har været lidt mindre end de andre Edaphosaurus arter og blev fundet for første gang i Texas i 1939. Edaphosaurus levede ved overgangen mellem de to geologiske perioder kultiden og permtiden. Fra at have været vant til den frodige kultid domineret af fugtige skove fyldt med vandhuller og summende kæmpeinsekter, tilpassede Edaphosaurus sig til et liv på de golde og tørre Texas egne for omkring 300 millioner år siden. Arterne blev større og de begyndte at lægge æg på land i stedet for i vandet. Men sådan nogle Edaphosaurus æg var sårbare overfor både kulde og sultne naboer. Edaphosaurus opfandt derfor den smarte strategi at gemme æggene i en bunke af sand eller en dynge af rådne planter.
Den voksne Edaphosaurus har også selv været en frossenpind, og har med stor sandsynlighed brugt sit iøjefaldende sejl til at varme sig op om morgenen efter en kold nat – ligesom Dimetrodon. Forskning tyder faktisk på at dyrene kunne varme sig op på under halvt så lang tid med sit sejl som hvis de ikke havde haft det. Sejlet kan også have været brugt som en imponerende udsmykning når man skulle finde en at parre sig med, ligesom påfuglenes haler. Eller som et afskrækkelsessignal til ubudne gæster.
Størrelse: Op til 3,5 meter lang
Vægt: Op til 250 kilo tung
Periode: Permtiden (280-265 millioner år siden)
Føde: Kødæder
Levested: På land
Fundsteder: skeletter i Nordamerika og Europa. Fodaftryk fundet i den Nordamerikanske delstat New Mexico