Knuthenborg Camp FAQ

Find svar på dine spørgsmål til overnatning i Knuthenborg Camp
Hvad koster et ophold?
Priserne starter på 2.200 kr. Prisen for den enkelte dag vil fremgå af vores bookingkalender, under ‘book overnatning’.
Du betaler en enhedspris som gælder op til 6 personer. Prisen inkluderer adgang til safariparken i to dage + aften adgang, ophold i Knuthenborg Camp, samt slutrengøring.
Hvornår og hvor mange dage kan jeg overnatte i Knuthenborg Camp?
I kan overnatte i Knuthenborg Camp i hele Knuthenborg Safariparks åbningssæson, fra 1 april til 24 oktober.
I kan kun booke ét døgn pr. bestilling, men det er muligt at foretage to bestillinger i træk.
Kan jeg booke flere telte i en booking?
Ja, det kan du sagtens. Efter I har valgt ankomst- og afrejsedato i bookingkalenderen, samt første telt på kortet, vil knappen ’tilføj telt’ dukke op i højre hjørne. Her kan I så tilføje så mange telte I har brug for.
I er selvfølgelig også velkommen til at kontakte os på 54788089 – tast 2, (hverdage 9-15), så hjælper vi gerne igennem booking.
Er det en forudsætning at vi er i bil, når vi skal overnatte i Knuthenborg Camp?
Knuthenborg Safaripark er enorm med over 23 km veje. Derfor er det en forudsætning at I kan komme rundt på egen hånd under jeres besøg. Det er dog muligt at komme hen til alle vores camp områder på cykel, så overnatning i Knuthenborg Camp er muligt.
I kan cykle rundt i en del af anlæggene, men i anlæg med farlige dyr som f.eks. hos tigrene, ulvene, på savannen og ved bison, skal I være i bil. Ved tigrene er det desuden et krav at bilen har hårdt tag (ikke cabriolet).
Er der tilgængelighed for handicappede gæster?
Telt nr. 10 i Knuthenborg Camp Masai Mara er indrettet med særligt fokus på øget tilgængelighed. Her er der en rampe op til teltet, og der er bedre plads inden døre og naturligvis på toilettet. Som i de øvrige telte er der plads til 6 overnattende, fordelt på en dobbeltseng og to køjesenge.
Der står at teltet er til 6 personer. Må vi tage et barn under 3 år med som 7. person i teltet?
Desværre nej. Teltene er godkendt af brandmyndighederne til 6 personer og det er ikke tilladt at være flere.
Afbestillingsforsikring
Afbestilling af ophold kan ske omkostningsfrit indtil 21 dage før planlagt ankomst.
Ved afbestilling af ophold 7 dage før planlagt ankomst faktureres gebyr på 30% af prisen.
Ved afbestilling af ophold senere end 7 dage før planlagt ankomst eller udeblivelse tilbydes ingen kompensation.
Afbestilling af tilkøb som oplevelser, mad og linned kan ske U/B indtil 3 hverdage før ankomst. Senere afbestilling giver ikke reduktion i prisen.
Afbestilling af ophold eller ændringer i tilkøb kan ske på camp@knuthenborg.dk eller på hverdage ml. kl. 9-15 på tlf. 54 78 80 89 (tast 2).
Hvornår er check in og check ud?
I er velkomne i safariparken fra vi åbner kl. 10, hvor I kan nyde hele dagen. Kl. 15.00 er der tjek ind ved jeres camp område, hvor vi beder om at mindst én person fra jeres husholdning møder op.
Er i en større gruppe, eller har I booket flere telte, behøver I ikke komme samlet, bare alle biler har bookingbekræftelse for de enkelte telte med ved indgangen.
Bookingbekræftelse kan enten vises som print eller på smartphone.
Der er tjek ud kl. 11.00, og I kan køre ud når parken åbner, men I er velkomne til at blive i safariparken lige til lukketid.
Skal vi selv gøre noget inden afrejse?
Ja, I bedes venligst vaske op og stille på plads, tømme køleskabet samt smide affald ud i containeren.
Flytter I service eller andet mellem telte, bedes I venligst sørge for at det kommer tilbage til rette telt inden tjek ud, så I ikke risikerer at blive faktureret for bortkommet inventar/service.
Må vi selv medbringe mad?
Ja, I er velkomne til selv at medbringe mad. I hvert camp område er der gasgrill til rådighed, enten på terrassen eller i en centralt placeret grillhytte, som I gerne må benytte.
Vi beder blot om at I rengør grillen efter brug.
Kan vi bestille mad på forhånd?
Ja, I kan både bestille aftensmad og morgenmad til opholdet på forhånd.
Forplejning kan bestilles online samtidig med booking af opholdet – eller efterfølgende ved at kontakte os på camp@knuthenborg.dk eller telefon 54788089 – tast 2 (hverdage kl. 9-15). Bestilling af forplejning kan ske indtil 3 dage før ankomst.
Jeg har allergi - kan I lave en speciel forplejningspakke til mig?
Nej, desværre. Pakkernes indhold er fast, så hvis du har allergi anbefaler vi, at du selv medbringer forplejning.
Kan vi leje håndklæder og linned?
Ja, I kan bestille det online samtidig med booking af teltet, eller efterfølgende ved at kontakte os på camp@knuthenborg.dk eller telefon 54788089 – tast 2. (hverdage 9-15).
Bestilte linnedpakker vil ligge klar ved ankomst, I skal blot selv lægge det på.
OBS: Selvom I bestiller linned, bedes I selv medbringe babydyne og -linned. Vi har kun linned til voksensenge og -dyner.
Mit barn tisser indimellem i sengen. Hvad hvis det sker under opholdet?
Vi opfordrer til, at I medbringer tisselagen, hvis der er risiko for at der sker ”uheld” som tis i sengen eller næseblod etc. Sker der alligevel skader på dyner, puder eller madrasser, vil vi desværre være nødt til at fakturere for nyindkøb.
Hvad er der i teltet?
Der er køkken i hvert telt med lille køleskab, kogeplade, håndvask, elkedel og kaffemaskine, men uden ovn og mikroovn. Der er gryder, pande og redskaber til at man kan tilberede et simpelt måltid, samt tallerkener, vin- og vandglas, bestik, fade og service til servering. Vi sørger for opvaskebørste og -middel, 2 viskestykker og karklud.
Hvert telt har eget toilet og brusekabine, hvor vi sørger for toiletpapir og håndsæbe.
Til alle senge er der dyner og hovedpuder. I skal blot medbringe linned, eller leje det gennem os. Der er højstol og babyseng i alle telte. OBS: Til babyseng, bedes I selv medbringe babydyne og -linned.
Er der varme i teltene?
Der vil i hvert telt være 3 varmeblæsere. De kan ikke opvarme det ikke isolerede telt -men de tager lige toppen af kulden. Således kan det være en god idé med nattøj, tykke sokker eller sutsko, hvis I kommer forår eller efterår. Der er fleecetæpper i teltet, men har I plads i bilen, kan et tykt tæppe hjemmefra være rart.
Det er ikke tilladt at medbringe egne eldrevne varmeblæsere eller andre varmekilder på f.eks. gas eller petroleum.
Må man ryge i teltene?
Nej, det er ikke tilladt at ryge i teltene – ej heller på terrassen. Det er tilladt at ryge ved grillhytterne tæt på teltene i de forskellige camp områder.
Må vi have hund med på opholdet?
Nej, det er desværre ikke tilladt at have hund eller andre husdyr med – heller ikke hvis de bliver i bilen.
Er alle dyr altid ude på savannen?
Nej, i tilfælde af f.eks. voldsomt vejr, i perioder med lave temperaturer, ved sygdom i flokkene eller andre akutte situationer kan det ske at nogle dyr ikke er ude i det store område. At et bestemt dyr ikke er ude på Savannen giver ikke ret til rabat på opholdet.
Må vi fodre dyrene når vi sidder på terrassen?
Nej. Af hensyn til både jeres og dyrenes sikkerhed er fodring strengt forbudt.
Må vi køre eller gå rundt i safariparken efter lukketid?
Der vil være aften adgang til parken inkluderet i jeres ophold, og det vil være muligt at gå til disse aktiviteter efter lukketid.
Yderligere information om dette, vil blive givet ved check in på ankomstdagen.
Det er dog ikke tilladt eller muligt at forlade parken efter lukketid.
Kan vi komme ud af safariparken i nødstilfælde?
Ja, vi sætter Jer ind i sikkerhed og nødprocedurer, når vi tjekker Jer ind. I vil under hele opholdet have mulighed for at ringe til en af vores vagtservice som kan hjælpe ved akut opståede situationer.
Andre spørgsmål?
Har I spørgsmål som ikke er beskrevet ovenfor, er I velkomne til at kontakte os på camp@knuthenborg.dk eller telefon 54 78 80 89 – tast 2, alle hverdage mellem klokken 9-15.