Billetter

Knuthenborgs Naturhistoriske Museum

Knuthenborg Naturhistorisk Samling billede af dinosaurfod skelet

NYHED: Rejs 299 mio. år tilbage i tiden sammen med vaskeægte skeletter fra perm- og dinosaurtiden

Knuthenborg Safaripark har samlet nogle af de mest intakte, ægte skeletter fra både perm- og dinosaurtiden. Nu inviterer vi dig indenfor på en rejse tilbage til forhistoriens giganter i Knuthenborgs Naturhistoriske Museum.

Permtiden: livet før dinosaurerne

Dyrene i Knuthenborg Naturhistorisk Samling startede deres liv i permtiden for knap 300 millioner år siden. En tid hvor der var guldsmede på størrelse med krager og tusindben lige så lange som biler. Det var den tid, hvor pattedyrenes, krybdyrenes og dinosaurernes tidligste forfædre forlod havet for permanent at leve på jorden.

Den gamle Skovridergård huser de ægte forhistoriske arter fra permtiden. Når du træder indenfor kommer du med på de store dyrs rejse fra vand til land. Du bliver opslugt i en forhistorisk verden af lyd, lys og de helt unikke forhistoriske skabninger. Du vil føle, at du står i vandet og betragter historien helt tæt på, mens den udvikler sig og du sammen med dyrene træder op på land.

Juratidens største dræber kommer til Knuthenborg

Permtiden sluttede med den største masseudryddelse i verdenshistorien, hvor næsten alt liv blev udslættet. Dét blev begyndelsen på dinosaurernes tid. Derfor fortsætter Knuthenborgs rejse igennem forhistorien til Juratiden. En tid hvor dyrene for alvor blev store og en tid, hvor rovdyr og planteædere startede et voldsomt våbenkapløb på tænder, kløer og størrelse for at overleve.

Indhyllet i Knuthenborgs smukke natur ligger ’Black Box’. En gigantisk bygning hvor vaskeægte skeletter fra nogle af de mest imponerende dinosaurer – blandt andet verdens måske mest intakte rovdinosaur fra Juratiden – venter på at tage jer med på en oplevelse mere end 150 millioner år tilbage i tiden.

Knuthenborg 2022

I Knuthenborg Safaripark 2022 kommer du til at lære om jordens store, levende dyr og de dyr, der levede før os allesammen. Om hvordan dyr fra forskellige tider jagede, udviklede sig for at overleve, og hvem der ikke klarede jordens omskiftelige klima. Nogle af dyrene har aldrig været i Danmark før, og de vil give en unik oplevelse af de vigtigste perioder i evolutionshistorien.

Tag med på en rejse tilbage til vores fælles forhistorie, når Knuthenborg Naturhistorisk Samling åbner til april 2022. Køb dine billetter her.