Kort &
Billetter

Triceratops

Tonstung og trehornet

Hvad gør man når man bare gerne vil spise sine laurbær i fred og ro, men konstant har en gruppe glubske Tyrannosaurusser hængende efter sig? Man forsvarer sig med tre enorme horn i hovedet og fire massive ben. Triceratops har højst sandsynligt levet det meste af tiden alene, og derfor ikke nydt godt af en floks evne til at beskytte of advare hinanden. Den levede i den allersidste del af dinosaurernes æra, tiden lige inden at en enorm meteorit slog ned på Yucatán halvøen og forårsagede en masseuddøen som blev enden på dinosaurernes storhedstid.

Her, i stilhed før stormen, har Triceratops brugt sin enorme krop til at ryste de store kogletræer, cypresser og sequoiaer for at gumle nedfaldne blade og kogler i sig. I takt med at Triceratops blev teenager voksede dens store kam sig enorm, så den kunne bruges til at tiltrække sig en mage. Og selvom Triceratops måske virker som en fredelig fyr, så har man dog fundet deres kranier med betydelige kampmærker – så engang i mellem er det nok gået vildt for sig, selv blandt de eneboende, laurbærgumlende Triceratopser.

  • Størrelse: Omkring 9 meter lang
  • Vægt: 6 – 8 tons tung
  • Periode: Seneste kridttid (68 – 66 millioner år siden)
  • Føde: Planteæder
  • Fundsteder: Nordamerika og Canada