Evolutionsmuseet
I april 2023 åbner den største satsning nogensinde i Knuthenborg Safaripark, når Evolutionsmuseet byder indenfor til unikke og meget værdifulde ægte fossiler fra dinosaurer og fortidsdyr. Blandt andet udstilles den uhyre sjældne Archaeopteryx, der er den direkte forbindelse mellem dinosaurer og fugle.
Evolutionsmuseets bruger fortidens dyreliv til at sætte nutidens dyreliv i perspektiv, med en helt unik samling af ægte fossiler fra glubske dinosaurer og spøjst udseende permtidsdyr, når den naturhistoriske samling, bliver udvidet til et stort, selvstændigt museum med sensationelle og ekstremt værdifulde fund af store fortidsskeletter. Du tages med på en 300 millioner års tidsrejse, der åbner porten til en anden verden og en rejse i tid.
Evolutionsmuseet dækker over 1.000 m2 og har ægte knogler fra seks store dinosaurer, 10 fortidsdyr fra permtiden og en række store dyr fra istiden. Allosauren Big Joe får bl.a. selskab af en endnu ukendt dinosaurart, en enorm hornet Torosaurus, den uhyre sjældne dinosaur-fugl Archaeopteryx og flere andre verdensnyheder. Vi er med hele vejen fra dinosauren bliver opdaget til den er udgravet, udstilles og til sidst ender på Evolutionsmuseet.
For at fremhæve oplevelsen af de unikke skeletter, er udstillingen baseret på en nyfortolkning af den traditionelle museumsoplevelse, og byder på lys- og lydkunst suppleret af et duftunivers, som ikke er set før og giver historiefortællingen en helt ny dimension. Duftene kan være blodige, ækle og jordslåede, måske sumpede eller endda friske og mere græssede.
Verdenssensation klar til åbningen
Ved Evolutionsmuseets åbning den 1. april kan man blandt andet se frem til opleve en vaskeægte verdenssensation. Helt unikt udstilles den ekstremt sjældne Archaeopteryx, der kun er udstillet få steder i verden. Den levede side om side med dinosaurerne for 150 millioner år siden, og der er i dag kun fundet 12 eksemplarer i verden. Dette eksemplar er fundet i Tyskland i 1990’erne, og er registreret som verdens blot ottende fund.
I størstedelen af dens kendte historie har denne Archaeopteryx været i lukkede samlinger. Nu stilles den til offentlighedens skue, og i den forbindelse har Evolutionsmuseet fået lavet en rekonstruktion af urfuglen, der ned til mindste detalje er baseret på fossilet.
Frem til Evolutionsmuseets åbning vil vi løbende løfte sløret for mere information om de mange store fortidsmonstre, som man kan se frem til at opleve. Følg med på Knuthenborgs nyhedsbrev og Facebook kanal, når vi indtil åbningen bl.a. præsenterer en endnu ukendt dinosaurart, et spændende fund af en Torosaurus og giver dig et indblik i, hvordan det kan lade sig gøre at ægte knogler fra 300 millioner år gamle dyr kommer til Knuthenborg.
Evolutionsmuseet er placeret midt i Knuthenborg Safaripark. Her sættes fortiden i perspektiv til nutidens dyr, på det over 400 hektar store område. Overnatter du i Knuthenborg Camp, sover du blandt de 500 vilde dyr, ægte fortidsskeletter, store dinosaurer og rutsjebaner. Du har muligheden for at bo tæt på det hele, med udsigt til nutidens kæmper, som f.eks. elefanter, giraffer og tigere.