Billetter

NYHED: Evolutionens vingesus

Allosaurus Knuthenborg Naturhistorisk Samling

Vi er 299 mio. år tilbage i tiden på superkontinentet Pangea. I vandet. Langsomt, i de seneste millioner af år, er det begyndt at krible langs bredden. Padder med fiskelignende kroppe har udviklet primitive ben i forsøget på at møve sig op af vandet. Guldsmede på størrelse med krager begynder at flyve omkring. Tusindben så lange som biler pibler rundt på jorden. Nu lykkes det endelig den 200 kg. tunge dræber Dimetrodon og andre store dyr at komme op på land. Vi er i permtiden.

Millioner af år går, og Jordens største masseuddøen ‘The Great Dying’ betyder, at kun 10 % af vores tidligste forfædre overlever. Imens begynder giganternes tid: Dinosaurnes æra. Her indtræffer juratiden og Allosaurus bliver tidens store dræber. I millioner af år hersker Allosauruser som Big Joe, der er udstillet i parken. Indtil T-Rex og senere sabeltigre tog over, og helt frem til i dag hvor løver, tigre og andre store kattedyr dominerer livet på land.

Kom med på rejsen i Naturhistorisk Samling, hvor du får den fulde oplevelse af den svundne tid med Europas mest komplette udstilling af permdyr og kulminationen med udstillingen af verdens bedst bevarede skelet af den frygtindgydende rovdinosaur, Allosauren Big Joe.

De store dyrs evolution

De sjældne fund fortæller os den fascinerende historie om de store dyrs evolution frem til de dyr, der lever i Knuthenborg i dag.

I Knuthenborg Naturhistorisk Samling kommer du til at lære om jordens store dyr. Om hvordan dyr fra forskellige tider jagede, udviklede sig for at overleve, og hvem der ikke klarede jordens omskiftelige klima. Nogle af dyrene har aldrig været i Danmark før, og de vil give en unik oplevelse af de vigtigste perioder i evolutionshistorien. Få et glimt af oplevelsen her:

Udstillingen er lavet i tæt samarbejde med Geomuseum Faxe og internationale forskere, så vi både nu og i fremtiden kan være med at til at skabe viden om, hvordan vores liv i dag er præget af tiden for længe siden. Bl.a. Mark Loewen, som er førende forsker på Big Joe.

Oplev Knuthenborg Naturhistorisk Samling i og omkring Skovridergården i hjertet af parken.