Baryonyx
Ud af en britisk lergrav
Baryonyx, eller bare ‘tunge klo’ blandt venner, har som en anden to-benet krokodille, vadet rundt i kridttidens lavvandede områder og jagtet fisk med sin 30 centimeter lange tommelfingerklo. Den mund, der mødte den uheldige fisk, har lignet meget en krokodilles, og de kegleformede tænder passer godt til en rigtig piscitar (fiskeæder).
Men en Baryonyx fundet i England havde faktisk også rester af en Iguanodon i maven, så andre dinosaurer har heller ikke kunnet vide sig sikre når ‘tunge klo’ er vadet forbi. Baryonyx blev kendt efter at en britisk blikkenslager ved navn William Walker, fandt en spektakulær klo da han var ude og kigge efter fossiler i en lergrav en eftermiddag i 1983. Han tog kloen med hjem men der manglede et stykke af spidsen. William tog derfor tilbage til lergraven og fandt det sted hvor han havde fundet kloen første gang. Efter en times leden fandt han den manglende del! William Walkers svigersøn tog kloen med ind til Londons Naturhistoriske Museum og viste forskerne den. De kunne godt se at der var tale om noget ud over det sædvanlige og to palæontologer studerede kloen og fandt ud af at den måtte tilhøre en dinosaur.
Palæontologerne fra museet tog straks afsted til ler graven og endte med at finde hele skelettet. William donerede kloen til museet, og se denne slags historier er slet ikke usædvanlige. Mange af de mest fantastiske fossiler er blevet fundet af helt almindelige, nysgerrige blikkenslagere, regnskabsassistenter og skoleelever.
- Størrelse: Muligvis over 10 meter lang som fuldvoksen
- Vægt: Omkring 1,5 tons tung
- Periode: Tidlig kridttid (130 – 125 millioner år siden)
- Føde: Kødæder
- Fundsteder: Storbritannien, Spanien og Portugal