Eryops megacephalus
En frygtelig stor rovtudse
Klimaet I permtiden var omskifteligt og der var lange perioder hvor de ellers ørkenlignende forhold blev erstattet af et fugtigt og dampende sumpmiljø. Nede i permtidens sumpe kunne man finde Eryops der mest af alt har lignet en enorm tudse. Men selvom Eryops hører til en fjern gren af den samme familie som nutidens padder (frøer og tudser) har den været langt fra en lille nuttet tudse du kan finde på en tur i Bøllemosen.
Eryops har været en 200 kg. tung rovtudse med en helt abnormt stor mund fyldt med sylespidse tænder. Dens enorme munds anatomi tyder på at den har ædt ved at tage fat i dens bytte og herefter trukket sig fremover med munden på vid gab således at dens udsete offer er blevet skubbet ned i gabet på den. Det er kun fordi Eryops primært har levet i og omkring vand, at den ikke er kommet i karambolage med tidens anden store top-rovdyr Dimetrodon som herskede mere indenlands. Som fuldvoksen var Eryops 3 meter lang, og denne art, Eryops megacephalus, har haft et hoved på over en halv meter.
Eryops tilhører den dyregruppe vi i dag kalder Amfibier, på dansk ’padder’, som består af frøer, tudser og salamandere. Amfibie betyde ’dobbelt-liv’ hvilket hentyder til at de både lever på land og i vand ligesom Eryops også gjorde det.
Størrelse: Op til 3 meter lang
Vægt: Op mod 200 kilo tung
Periode: Tidlig permtid (299 – 278 millioner år siden)
Føde: Kødæder
Levested: På land og i vand
Fundsteder: Texas og New Mexico